Opstaldning i Paddock Paradise

Vandrefold med kæmpe løsdrift i Nørresundby.

Opstaldning i Nørresundby med hestens trivsel i højsæde

Opstaldning i kæmpe løsdrift i Nørresundby lige nord for Aalborg tilbydes.
Vores løsdrift er kombineret med en stor vandrefold opbygget siden 2013. Vadndrefolden er inspireret af Jamie Jacksons “Paddock Paradise” koncept.

Paddock Paradise er dannet ud fra Jamies observationer af hesten i den vilde natur, hvor hesten går mange km hver dag for at finde føde. Hestene går faste ruter og danner stier på kryds og tværs. For at hjælpe hestene til at bevæge sig mest muligt har vi skabt stierne til hestene. Stierne leder hestene rundt i hele den store vandrefold, hvor hestene har adgang til godt tørt grovfoder med urter, hvor indholdet af sukker og stivelse er lavt. Vores grovfoder er af bedste kvalitet, som hestene har adgang til ad libitum året rundt.

Stierne leder også over til et område med en bakke der er ca. 120 m lang, der leder hen til et lille “skovareal” og branddammen, der naturligt fyldes med vand, når det regner. I sommerperioden elsker hestene at drikke af “søen” og “græsse” nede ved søen.

For at sikre hestene, der er opstaldet her, trives bedst muligt bruger jeg meget tid på at observere hestenes bevægelse, hvor hestene sover, hvor hestene ruller sig, hvilke områder hestene går hen til i forskelligt vejr og alt efter hvor vinden kommer fra. Derfor ændre og tilpasser jeg stierne ud fra hvordan hestene bevæger og opholder sig med jævne mellemrum.

Efterår i vandrefolden

Fra turrytteren til den rytteren der vil nørde i dybden

Stalden er beliggende lige udenfor Nørresundby i den skønneste natur. Der er mulighed for at ride ture i det lækre militær terræn, der byder på masser af bakker, sand og skov. Er du mere til at ride i det åbne område er der mulighed for at ride over de store marker der er beliggende til Lindholm Høje.

Er du rytteren der gerne vil ride en masse og nørde hestens krop og forståelse er der masser af rum til det. Som opstalder her får du hver måned, som en del af din opstaldning, en undervisnings lektion á 45 min varighed.

Udendørs 20 x 60 m ridebane der fungerer det mest af året, med belysning.

Staldens heste er meget forskellige og har mange forskellige behov i forhold til træningen og ud fra hvad hestens ejer ønsker at opnå. Jeg brænder for at hjælpe dig med at finde vejen i din træning, af din hest mod at gøre hestens mest muligt sund og holdbar via undervisning og Fysiurgisk Afbalancering.

Er dit ønske at ride ture i det vidunderlige terræn er der masser mulighed for det. Ligesom der er mulighed for at træne på banen med kegler, cavalettis og madrasser, alt efter dit behov.

Mit ønske er at inspirere dig til at arbejde med din hest med fokus på at gøre hesten sundere, stærkere, mere holdbar og mere tilpas fysik og mentalt.

Naboen har i 2018 bygget ridehal på 20 x 35 m hvor halkort kan tegnes ved naboen for 450 kr. pr. måned.

Faciliteter

  • Løsdrift fra 2016
  • Bokse fra 2016
  • 20 x 60 m ridebane
  • Opvarmet sadelrum
  • Plads til kosttilskud
  • Opvarmet skurvogn “rytterstue”
  • Vandspiltov
  • Udstyr til træning – cavalettis, kegler, madrasser til brug

Det får du…

  • Opstaldning i løsdriften med træpiller
  • Adgang til staldens faciliteter
  • Ad libitum tørt grovfoder året rundt
  • Vitaminer og mineraler
  • Fodring en gang dagligt
  • 1 x 45 min lektion pr måned
  • 10 % rabat på andre ydelser
  • 10 % rabat på alt fra webshoppen www.BedstTilHest.dk

Det forventer jeg…

  • At du ønsker at indgå i vores opstalder “team” med rummelighed
  • At du har lyst til at lære mere om hestens indlæring, bevægelse og management
  • At du deltager med din weekendvagt i turnusordning hvor du fodre hestene, giver vand, muger ud og hjælper med at fjerne klatter på folden
  • At du deltager med din ugentligt mugevagt i vandrefolden
  • At du træner og omgås hestene med venlighed og respekt

Alle mine kriterier for hestens velbefindende mødt!

Jeg har i længere tid ledt efter et sted hvor jeg kunne ha min hest opstaldet i løsdrift, fordi jeg mener der er det optimale for hesten. Det er desværre ikke ligetil, medmindre man har en islænder eller gerne vil køre langt fra Aalborg.

Mine kriterier for opstaldning er rimeligt strenge, da jeg er født og opvokset på stutteri, hvor også hingstene gik ude dagen lang med hver sin hoppeflok, hvilket jeg efterfølgende har forstået er ret usædvanligt. Der skal helst være tørt på folden det meste af tiden, så hestene ikke står i mudder til haserne om vinteren, de skal gerne ha fri adgang til grovfoder så deres tarmsystem holdes igang, et stort ønske er løsdrift og så er det vigtigt for mig at de som passer hesten, rent faktisk har forstand på at holde hest.

Hos Jeannette er alle mine kriterier for hestens velbefindende mødt.

Og jeg ved, at hun har mange gode planer for fremtiden og hele tiden arbejder på at lave forbedringer, simpelhen fordi hun ikke kan lade være, og det er bare mega fedt!

Mine rytterkriterier for opstaldning, er at der er gode turmuligheder og meget gerne en god udendørs bane med lys.

Med øvelsesterrænet lige i baghaven, samt mulighed for flere længere ture, og en næsten altid tør græsbane, er disse kriterier også mødt.

Derudover er Jeannette et leksikon i hestens bevægelsessystem, og øvelser til at hjælpe hesten til at forbedre sin mekanik.

Så vi har til tider mange og lange spændende snakke om hest, hest og hest! Kristin ejer af Yildrimir

Opstalder

Skal din hest bo her?

Kontakt mig for at høre om ledig plads og evt. fremvisning

Ledige pladser

Der er lige nu 2 ledige pladser i løsdriften til dig, der gerne vil have din hest opstaldet i en stor vandrefold lige udenfor Nørresundby.

Vil du gerne se stalden er du meget velkommen til at booke en fremvisning, ved at kontakte mig pr. mail: info@JeannetteGlerup.dk 

Den ro du oplever imellem vores heste skyldes lav udskiftning i flokken, derfor er det vigtigt en ny opstalder skal have lyst til blive her for en lang periode. Det sikre hestene fungere optimalt sammen og er tilpasse med hinanden.

Er der en hest, der ikke fungerer i flokken tillader jeg mig at opsige opstalderen, for at sikre hestene fungerer bedst muligt sammen. Derfor ser vi tiden an med en ny hest over 2-3 måneder.

Priser

Opstaldning i løsdrift med kæmpe vandrefold efter Paddock Paradise princippet, med grovfoder ad libitum, fodring en gang dagligt med organiske vitaminer og mineraler.

Fodring i weekend og ferie sker i turnusordning.

2.050 kr. pr. måned inkl. moms

Tillægsydelser:

  • Overnatning i boks: 200 kr. pr. overnatning.
  • Udlukning fra overnatning i boks: 50 kr.
  • Indlukning fra fold til overnatning i boks: 50 kr.
  • Skift/pålægning af dækken: 25 kr.

Der tilbydes ikke opstaldning i boks. Boksene bruges i tilfælde hvor hesten er syg, eller har behov for at stå inde.

Her er plads til alle typer heste

 – også din skønne hest